Jesper Rejnholdt Karoliussen, formand for Svenstrup Samråd, og Heine Hansen, præst og byrådkandidat for Venstre

Svenstrup mangler et kultur- og forsamlingshus!

af Jesper Rejnholdt Karoliussen, formand for Svenstrup Samråd, og Heine Hansen, præst og byrådkandidat for Venstre.


Svenstrups indbyggere mangler et kultur- og forsamlingshus, der kan binde byen sammen. Et hus, der kan styrke den lokale forankring og gøre Svenstrup til en endnu mere attraktiv by at bo i – både i dag og i morgen.

I en tid, hvor lokale fællesskaber udfordres af individualisering og digitalisering, kan kultur- og forsamlingshuse være en afgørende ramme for at skabe og fastholde stærke lokale fællesskaber.

Et hus med liv og fællesskab

Der er allerede mange gode aktiviteter i Svenstrup – men med et kultur- og forsamlingshus kan vi samle endnu mere under ét tag. Her kan man mødes på tværs af alder, baggrund og interesser. Der skal være gode faciliteter til både små og store grupper, rammer for udendørs aktiviteter – og alt det sociale liv, der sker, når døren er åben, og der er kaffe på kanden.

Kultur- og forsamlingshuse er meget mere end en bygning. Det er byens naturlige mødested – et indre torv under tag – hvor man altid kan slå et smut forbi. Et sted, hvor ensomhed kan afløses af nærvær, og hvor stærke fællesskaber kan vokse.

For alle generationer

Huset kan være rammen om både familiefester og fællesarrangementer. Det er især vigtigt i byer som vores, hvor der ikke er mange restauranter med festlokaler. Dåbsfesten, konfirmationen eller 70-års fødselsdagen kan holdes her – og dermed styrke byens identitet og sammenhængskraft.

Samtidig giver huset mulighed for at afprøve nye fællesskaber: vinklubben, strikkeklubben, LAN-arrangementet eller bog-bytte-skabet. Det er et hus, hvor nye ideer kan spire, og hvor man kan mødes om alt fra kultur til hverdagsfællesskaber.

En investering i fremtidens Svenstrup

Et kultur- og forsamlingshus er en investering i fremtidens Svenstrup – et sted, hvor nye borgere føler sig hjemme, og hvor børn og unge vokser op med stærke fællesskaber.

Det skal være moderne, fleksibelt og bæredygtigt – socialt, økonomisk og miljømæssigt – så det kan være til glæde for hele byen i mange år.

Tiden er nu

Svenstrup har ventet længe nok. Nu er tiden kommet til at skabe det hus, der kan samle os alle.

Et hus for fællesskab.

Et hus for glæde og kreativitet.

Et hus for hele Svenstrup – og for fremtiden.